> Custom Text
(adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({ google_ad_client: "ca-pub-2474849229167199", enable_page_level_ads: true }); (adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({ google_ad_client: "ca-pub-2474849229167199", enable_page_level_ads: true });
VinoFamily-via-Visualhunt

Foto: VinoFamily via Visualhunt

Franciacorta
– det italienske alternativ til Champagne

Italienerne har lang tradition for at lave mousserende vine, som de fælles kalder spumante. Vi kender og værdsætter Proseccoen til det lette charcuteri, og Moscato d’Asti er en velkendt gæst til brunch. Men skal det være italiensk, raffineret og med mere finesse, kommer man ikke uden om støvlelandets svar på Champagne, den fine Franciacorta

Når kendisser og verdens velhavere overværer de ekstravagante modeshows i Italiens modeby, Milano, er det ikke kun Armani, Versace, Prada og Gucci, de nyder. I de høje glas er der som der hør og bør skønne bobler. Men i modsætning til i Paris, der gør et pænt indhug i den nationale Champagnebeholdning, serverer de italienske modehuse den lokale Franciacorta. Det kan de også roligt gøre. Ligesom den italienske modeindustri ikke ligger under for den franske, kan det italienske svar på Champagne sagtens matche de franske bobler i kvalitet og smag. For meget tættere på champagnekvalitet uden for selve Champagne kommer man formentligt ikke nogle andre steder i verden.

ci_polla-via-Visual-hunt

Foto: ci_polla via Visual-hunt

Man kunne nemt forledes til at tro, at italienerne har gemt denne perle for sig selv. Ikke mange uden for Italien kender til vinen og dens kvaliteter. Det er kun inden for de seneste år, at de italienske bobler har fået et massivt gennembrud på verdensplan, hvor især Storbritannien, Japan, USA og Schweiz har fået øjnene op for Franciacorta. Men vinen har også en forholdsvis kort historie.

 

Champagnelignende terroir

Geografisk skal vi en tur nordøst for byen Brescia i den norditalienske region Lombardiet. Her, et halvt hundrede kilometer syd for Alperne, har en gletcher i tidernes morgen flyttet store mængder mineralrig kalkstensjord og skabt de bakker ved søen Lago d’Iseo, der i dag udgør det lille vindistrikt. Man har indtil begyndelsen af 1960’erne koncentreret sig om at lave rødvine, der stort set kun blev drukket af de lokale. Men en ung ønolog, Franco Ziliani, havde i et stykke tid gået og undersøgt den mineralrige jordbund, og da han tog områdets klima med i sine beregninger, blev han overbevist om, at det var muligt at lave mousserende vine med en kvalitet som i Champagne. Efter at have overtalt sin arbejdsgiver, Berlucci, kunne Ziliani i 1961 sende den første produktion på 3.000 flasker Franciacorta på markedet – og det viset sig at blive en succes. Efterspørgslen var så stor, at allerede året efter var produktionen oppe på 20.000 flasker, og det inspirerede en lang række dygtige iværksættere fra især Milano til at investere i området ved at anlægge marker og gårde udelukkende med henblik på produktion af mousserende vin i høj kvalitet.

 

Strenge kvalitetskrav

Udover at jordbund og klima minder meget om terroiret i Champagne, valgte man i Franciacorta gennem det lokale ’consorzio’, også at lægge sig tæt op ad det franske ideal med hensyn til et kompromisløst fokus på kvalitet. I flere tilfælde er reglerne endda væsentligt strammere end i Champagne. Høstudbytterne må maksimalt være på 100 hektoliter pr. hektar mod 150 i Champagne, vinen skal eftergære på flaske i mindst 18 måneder mod 15 i Champagne, og producenterne af Franciacorta er forpligtet til at sætte datoen for degorgering på bagsideetiketten, det er frivilligt i Champagne. Dertil kommer regler for beplantningstæthed, presningsmetoder, tilladte druesorter og tilladt dosage, der er meget lig de franske.

Riccardo-Palazzani-Italy-via-Visualhunt

Foto: Riccardo Palazzani Italy via Visualhunt

Selve produktionsmetoden er nøjagtig som i Champagne. Druerne, Chardonnay, Pinot Blanc og Pinot Nero plukkes i hånden, presses og gæres separat for hver druesort, umiddelbart efter til basevine, der efterfølgende stikkes sammen i det ønskede forhold for hver druesort og ofte også fra flere forskellige årgange alt efter hvilken Franciacorta, man ønsker. Pinot Nero og Chardonnay, rent eller en blanding af de to, skal udgøre størstedelen af vinen og Pinot Blanc kan tilsættes op til 50 procent. Man laver også en såkaldt Blanc de Blancs, altså udelukkende på de grønne druer Chardonnay og Pinot Blanc. Denne type kaldes i Franciacorta for Satèn. Satèn har desuden et lidt lavere tryk end de andre vine og begrænses naturligt til højst 5 bar. Franciacorta Rosé skal indeholde minimum 25 procent Pinot Nero sammen med minimum 50 procent Chardonnay og maximum 50 procent Pinot Blanc.

 

Tiden leverer elegancen

Lige som det gælder i Champagne, er det meste Franciacorta uden årgang, eller NV på vinsprog, og det giver producenterne mulighed for at blende en række forskellige vine og årgange for at opnå større kompleksitet og dybde. Der er dog også Franciacorta lavet på én enkelt årgang. Men man producerer kun årgangsvine i de virkelig gode årgange, så disse vine vil altid være af topkvalitet. Man bør dog ikke af den grund tænke, at NV vinene nødvendigvis er af lavere kvalitet, da de grundet den forfinede blendingteknik holder et konsekvent højt niveau år for år, mens årgangsvinene afspejler den givne årgang og dermed kan være mere varierende i stil.

Når vinen er blendet, hældes den på den flaske, den senere bliver solgt i. Man tilsætter en ’liqueur de tirage’, en nøje afmålt opløsning af sukker og gær, og flasken bliver lukket til med en kapsel og lagt i kælderen, hvor andengæringen foregår og producerer den CO2, der giver bobler. Når gærcellerne har spist alt sukkeret, dør de og synker ned på bunden af flasken, hvor de i løbet af den forlængede lagringstid i kælderen udvikler vinens kompleksitet og elegance. Jo længere tid i kælderen på bærmen, som man kalder de døde gærceller, jo mere udvikler vinen sine forskellige nuancer og ligeledes noter som ristet brød, karamel og honning, som vi kender fra god Champagne.

Vidste du, at

at der er flere teorier om navnet Franciacorta? Den mest gængse er fra det 11. århundrede og refererer til områdets daværende status som toldfri egn – ’francae curtes’– ’free courts’. En anden myte går tilbage til kejser Karl den Store, der i år 744 havde svoret at ville være i Paris på en bestemt dag. På dagen var han dog ikke nået længere end til kysten ved Iseo-søen – og så løste han sit løfte ved at kalde området for ’Lille Frankrig’.

Den gængse Franciacorta uden årgang lagres på bærmen i mindst 18 måneder. Satèn og Rosé vinene lagres som minimum et halvt år mere, mens årgangsboblerne Millesimato som minimum lagres i 30 måneder. Topcuvéerne, der bærer navnet ‘Riserva’ hviler ikke under 60 måneder i kælderen. Det er alt sammen minimumtider, og mange af områdets vingårde har vine, der er meget ældre.

 

Fra knastør til afrundet elegance

Efter endt lagring begynder hele processen med klargøring af flaskerne med ‘remouage’ – flaskerne stilles med kapslen nedad i de specielle reoler ‘pupitres’, og hver dag bliver hver flaske drejet rundt og lidt opad, så bærmen langsomt glider ned mod toppen af flasken. Efter et par uger står flasken helt lodret med bunden i vejret, hele bærmen er samlet nede i kapslen, og vinen er krystalklar. Så er det tid til selve degorgeringen og flaskehalsen sænkes ned i en underafkølet væske, så bærmen fryser til en isprop, der skydes ud når man fjerner kapslen, præcis som en kork.

Franciacorta følger de samme betegnelser som resten af EU’s mousserende vine, når det kommer til forskellige grader af tørhed, som bestemmes af hvor meget sødme der tilsættes, når flaskerne toppes op med ‘liqueur de expédition’ efter degorgeringen.

candido33-via-Visual-hunt

Foto: candido33 via Visual hunt

Den tørreste, ‘pas dosé’ eller ‘brut nature’, er kun toppet op med den samme type vin, der allerede er i flasken, og den kan maksimalt indeholde op til tre gram restsukker pr. liter. Dernæst kommer kategorien Extra Brut, der kan indeholde optil seks gram restsukker per liter. De fleste vine sælges som ‘Brut’, og her kan vinene indeholde op til 12 gram per liter. Der findes også de søde varianter ’Extra Dry’, ‘Sec’ og ’Demisec’ med stigende sukkerindhold, men langt det meste Franciacorta sælges som tørre vine.

Lighederne mellem Champagne og Franciacorta er altså store og mange. Den største forskel på Champagne og Franciacorta er dog, at produktionen er på kun 15 millioner flasker sammenlignet med Champagnes cirka 300 millioner flasker pr. år.

 

Læs anmeldelser af Franciacorta-vine:

Franciacorta Brut, Castelveder

Franciacorta Brut Rosé, Castelveder

Franciacorta Satèn, Cavalleri

Franciacorta Blanc de Blancs Brut, Cavalleri

Franciacorta Rosé, Cavalleri, 2012

Alma Gran Cuvée, Franciacorta Brut, Bellavista

Franciacorta, Bellavista, 2010

Franciacorta Satèn, Bellavista, 2010

 

 

 

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

*

Dette websted bruger Akismet til at reducere spam. Lær, hvordan dine kommentarer data behandles .

Lost Password

Close