En smag af Georgien – vinens vugge

Det kan være, du endnu ikke kender det, men det kommer du nok til. Georgisk vin er nemlig begyndt at blive mere og mere populært i Danmark. Da Jerntæppet skilte Europa i et øst og et vest, var vinen fra Kaukasus noget, de alle fleste kun kunne læse om. Men i takt med at landene i Østeuropa er blevet mere åbne – og især i takt med at interessen for natur- og orangevine er eksploderet, er georgisk vin blevet eftertragtet som et nyt og vinøst interessant indslag.

Vinen er tværtimod ikke ny for georgierne. Der er i Georgien og de nærliggende områder fundet spor af vinproduktion, der daterer sig mere end 8.000 år tilbage. Det er en langt ældre vinhistorie end noget andet vinproducerende land. Man kan derfor sagtens beskrive Georgien som vinens vugge, og ordet ’vin’ siges da også at stamme fra det georgiske ord “ghvino”. Selv ynder georgierne at fortælle en gammel legende om, at Vorherre under skabelsen af verden havde brug for en frokostpause. Men mens han snackede sine guddommelige lækkerier, snublede han over Kaukasus-bjergene og spildte sin vin og gode mad ud over Georgien. Derfor spiser og drikker man godt i Georgien, siges der.

Vilde druesorter

Mange af de druesorter, vi kender, stammer fra Georgien, hvor cirka 50 af dem vokser vildt i skovene. Men de bruger også mange lokale druesorter, der endnu ikke har vundet udbredelse ud over Georgiens grænser. Derfor kan man møde nye sorter som bl.a. Saperavi, Rkatsiteli, Kisi, Khikhvi og Mtsvane, som denne anmelder ikke har smagt tidligere.

Produktionsformen i Georgien spænder fra den velkendte, vi ser mest af i den vestlige verden til den helt traditionelle qvevri metode. Her gærer og modner vinene i store lerkrukker eller amforaer (qvevri), der kan rumme mellem 800 og 3500 liter. Druerne håndplukkes og presses, hvorefter de hældes i krukkerne, der er foret med bivoks. Krukkerne graves halvanden meter ned i jorden for at holde en konstant og kølig temperatur, der er medvirkende til at sikre kvaliteten. Vinen ligger her et halvt til et helt år, før de hældes på egefade til modning. Det pudsige ved metoden er, at den tidligere var ganske udbredt i det øvrige Europa, hvor man opgav metoden for at bruge først egetræsfade i kølige kældre og siden temperaturstyrede ståltanke. I dag ser man flere vinproducenter i Spanien, Frankrig og Italien, der genoptager produktionsmetoden og laver vin på amfora.

Jeg har fået leveret fire vine af Georgien Vine, som jeg har anmeldt. Og jeg vil da gerne indrømme, at jeg på forhånd havde en forventning om, at det ville være vine, der krævede noget tilvænning, at det ville være ’acquiered taste’ vine – altså vine for et fåtal. Men sådan forholder det sig langt fra. Er man til orangevine, finder man næppe ret mange andre lande, der kan producere så rene vine, der holder på frugten uden at blive funky eller for sjove. Og de røde… de har kvalitetsmæssigt internationale standarder. Ingen tvivl om det. Jeg føler mig helt beriget af at have smagt dem. Tak for det!