Ritme – topvine fra Priorat
Prioratvinen beskrives ofte som kraftige, muskuløse og intense med et støvet præg og en forholdsvis markant tannin. For slet ikke at glemme den relativt høje alkohol. Og ikke mindst den pænt høje pris. Men de fleste er også af høj kvalitet. Området er generelt svært tilgængeligt, meget skal laves ved håndkraft, der er kun lidt vand, somrene er ekstremt varme og vintrene er isende kolde. Det giver meget lave udbytter. Desuden lagres vinene typisk på ny eg, så omkostningerne ved at lave vinen er ganske betragtelige. Derfor koster en anstændig Prioratvin også fra 130 til 180 kroner, mens de store vine koster fra 250 til 380 kroner.
Ritme Celler
For nylig havde jeg lejlighed til at smage nogle af de store vine – faktisk hele udvalget fra Ritme Celler. Det blev en forunderlig oplevelse, fordi de stikker noget af fra den beskrivelse, jeg indledte med. Og det er altid vidunderligt, når forventninger ikke indfries – men erstattes af noget større. Generelt er de langt mere bløde, mindre støvede og har en lækker afrundet fløjlsagtig tannin.

Vinmager Albert Jané fra Ritme Celler bruger de gamle, lokale Garnatxa og Samsó druer (Grenache og Carignan) fra vinstokke, der er mellem 35 og 80 år gamle og plantet i den særlige licorella jord, der er både mager og stenet. Når Albert Jané kalder både domænet og de to basisvine vine for ’Ritme’ er det netop for at hylde rytmen i licorella jorden, årstidernes gang med de varme somre og de kolde vintre samt indbyggerne i Priorat – alt sammen det, som han kalder Priorats hjerteslag.
Skal vil bevæge os i de musiske allegorier, kan vinene fra Ritme lokke dig på dansegulvet til en anstændig tantedans, men de er lumske og fyrrige, og efter ganske kort tid kan dansen nemt udvikle sig til noget vildere og mere varmblodigt. I love it!
Læs anmeldelserne af Ritme Celler vinene herunder:
+Ritme Blanc, Ritme Celler, 2012 – Grenache Blanc, Viura
Ritme, Ritme Celler, 2014 – Carignan, Grenache
Plaer, Ritme Celler, 2014 – Carignan, Grenache
Etern, Ritme Celler, 2013 – Carignan, Grenache

