★★★★★

Champagne Cuvée Royale Brut Nature, Joseph Perrier
Champagne Cuvée Royale Brut Nature, Joseph Perrier
Chardonnay, Pinot Noir, Pinot Meunier
Champagne, Frankrig
Der skal en stor ’tommel op’ til Joseph Perrier for at give så meget information på bagetiketten som muligt. Mange Champagneproducenter er for fedtede med deres data om den givne cuvée, men her får vi det fulde forhold i blendet (35 procent Chardonnay, 35 procent Pinot Noir, og resten er så Pinot Meunier). Det fremgår også, at den er disgorgeret i år, at det er årgang 2013 med 24 procent reservevine, og at den har lagret i minimum seks år. Det kan være, den slags oplysninger kun er for nørder, men så kan man krydre det med de lidt mere kulørte oplysninger om, at Champagnen (dog ikke denne årgang) har været serveret ved dronning Victorias og Edward den 7.’s hof.
Og er den så også god nok til at blive serveret i de danske hjem til dronningens nytårstale…? Ja, og der må gerne være rigeligt med østers til. Små, fine bobler, en lille gylden tone i farven og en aroma af modne gule æbler, fersken og mariekiks. Helt tør med god, stram syre. Citrus, grønne æbler, friske hasselnødder, kiks og noget saltet mineralitet i smagen.
399 kr. i Irma og VinCooperativet.dk (Tilbud til 279,30 kr. fra 3. til 31. december 2020)
Test dig selv: Er du skarp på vin? Test din viden med Smag På Vins quizzer
